I en avanceret hverdag, hvor fart og forventninger fylder, har 24-årige Kristian Schlüter altid vendt tilbage til fodbolden. Særligt den nordengelske traditionsklub Manchester United F.C. har fyldt – og fylder stadig – alt, og Kristian kan i dag hverken misse en kamp, et pressemøde eller en nyhed. 

Af Mads Molina 

Man tænker måske ikke umiddelbart, at fisk og fodbold er foreneligt – men for Kristian Schlüter, var det begyndelsen til en livslang fascination og forelskelse. I en dunst af fisk, tang og alger, voksede Kristian op i den lille vestjyske by, Hvide Sande. Hurtigt stirrede fodboldøjet sig dog blindt på den vestjyske fiskeribastion, Esbjerg, og især på deres fodboldhold. Den internationale fodboldorientering var også kommet til Vestjylland, og selvom Kristian tidligt blev Esbjerg fB-fan, skulle der ikke mere end et skur til at få hans øjne op for engelsk fodbold. 

Kærlighed ved første blik

Allerede som helt ung, i starten af det nye årtusinde, blev en legeaftale med sin bedste kammerart porten til en forelskelse på tværs af Nordsøen. Kristians gode kammerart kom fra en fiskerfamilie, og om eftermiddagen havde familiens far inviteret sine fiskerkollegaer på fyraftensbajere. Fyraftensbajere, der traditionelt blev drukket i det lille skur, der havde fået titel af manderum.

Og mens de trætte fiskere spillede dart, listede Kristian sig ind i manderummet, hvor han blev mødt af vægge, der var overklistret med det, der senere skulle blive hans største kærlighed. Fodboldikonerne Dwight Yorke og Andy Cole tronede sig op, og repræsenterede den stolte, nordengelske fodboldklub, Manchester United F.C. – klubben, der siden 1878 voksede sig ud af jernbanefirmaernes jerngreb, oplevede storhed og fald, fortryllede verden, og stadig den dag i dag, regnes for en af Europas fodboldhøjborge.

Kærligheden krakelerer

En højborg, som Kristian hurtigt blev taget til fange i. Om det lige var skuret, hans personlige fodboldkarriere i BK Klitten eller det store gruppepres, der gjorde ham til fodboldfanatiker, er svært at sige. ”Jeg var en medløber som lille, og alle de andre var Manchester United fans, og vilde med Van Nistelrooy og Roy Kean, så det blev jeg naturligvis også”, siger Kristian selv.

Men selvom alle vennerne løb mod fodboldlyset, stoppede Kristian pludselig op. Interessen forsvandt. ”Jeg har altid spillet fodbold, men da jeg kom på efterskole, og nogle år inden da også, kunne jeg virkelig godt lide at lave gymnastik, og fokuserede meget mere på det. Jeg så nærmest ikke fodbold mere.” Kristians fodboldforelskelse forsvandt i de år omkring efterskoletiden, og gymnastikken tog over. Men forelskelsen var ikke dyb, og det varede ikke længe, før han igen blev fedtet ind i fodbolden. 

Kærligheden vender retur

For i stort set samme moment, kom Kristian på HHX og fodbolden igen på dagsordenen. Hans gymnasieklasse var fyldt med fodbolddrenge, og fodbold blev derfor hurtigt lig fællesskab; ”der var fans fra 6-7 forskellige lejre inde i klassen, og for at være en del af fællesskabet, begyndte jeg at følge mere med,” siger Kristian. Pludselig rasede kærligheden igen – og når man er forelsket, kan man selvfølgelig ikke tænke på andet end sin store kærlighed.

Hele Kristians hverdag blev indrettet efter fodbolden, og selv når han efter årene i gymnasiet skulle udforske verden, vendte hans hjerte sig altid mod det nordengelske. ”Jeg var ude og rejse med min gode kammerat fra handelsskolen, og hele rejsen blev koordineret efter, hvor vi kunne komme på et godt hostel, hvor der var godt internet, så vi kunne se fodbold.”

Om det var på et snusket hostel i Asien eller en bar i Esbjerg, så fyldte fodboldkulturen alt. Pressemøderne, kampene, nyhederne, øllerne, vennerne, sejrene og nederlagene – alt sammen en del af forelskelsen.

Om The Red Devils vendte en hjemmebanefiasko til en samlet sejr i Paris – vel og mærke med en euforisk overtidscoring – eller tabte ydmygende til ærkerivalerne fra Liverpool, var Kristian der. Momenterne vil altid, på godt og ondt, stå lysende klart i Kristian. 

Fodboldens DNA

I dag fylder fodbolden ikke kun i Kristians hjerte, men også i hans arbejde. Han skriver for den uafhængige fanside OldTrafford.dk, og er med egne ord nok blevet en anelse mere kritisk, når det kommer til sin store kærlighed. ”Det har i hvert fald gjort, at mit forhold til dem ikke længere er så pladderromantisk,” siger Kristian. Men når alt kommer til alt, når søndagen endnu engang byder på fodbold fra den traditionsrige, engelske liga, og ærekære nordengelske fans gennem fjernsynet fylder Kristians øre med stadionsange fra hjertet, så vender følelserne retur.

Selv i en efterhånden kompliceret fodboldverden, hvor kommercialisering, penge og magt korrumperer, funderer Kristian stadig over, hvad det er, der gør fodbolden så speciel; ”Jeg tror bare, at det er fordi det er så simpelt. I en hverdag, hvor alt er superavanceret, og med alle mulige ting man skal tænke over, så er fodbold i virkeligheden bare en græsplæne, hvor der er kridtstreger på, og så 11 mand, der løber efter en bold, og prøver at sparke bolden i nettet. Det er sgu ikke så avanceret.”

Måske både de vestjyske fiskere og de nordengelske jernbanearbejdere havde det på præcis samme måde – når bolden ruller og lægterne gynger handler det kun om fodbold, og kærligheden til den sport, der kan fylde et helt liv.