Ti timer om ugen befinder Ellen Emilie Madsen sig i et frirum, der på facaden ligner noget, der skal ryddes op i, og umiddelbart ikke signalerer teatermagi og kreativ energi, men som bag facaden – når scenetæppet trækkes fra – dagligt fyldes af frivillige ildsjæle og deres kærlighed til skuespillet.

Af Mads Molina

Formanden kommer smilende og listende ind i den store teatersal. Hendes ankomst giver et slag i den ellers tykke luft, og hvirvler rummets lugt af våd kælder og slidt kommunalbibliotek rundt i den aflagte gymnastiksal. 

En sal, der om et par uger skal rumme publikummer og premierenerver, men som i dag mest af alt rummer byggerod og rekvisitter. Hun stiller en stor, hvid termokande, to plastikglas med varmehang og en skålfuld blandede småkager fra Karen Volff på det ustabile træbord – velkommen til foreningsdanmark. 

Cirka 50.000 danskere deltager i det danske foreningsliv ved at spille skuespil uden at få løn for det. 29-årige Ellen Emilie Madsen er en af dem. Som interesse har skuespillet lige siden hun gik i gymnasiet fyldt meget – ikke kun i tanker, men også i tid:  

”Teater fylder ret meget. Når jeg er en del af et stykke, fylder det minimum ti timer om ugen,” siger Ellen. 

Ti timer om ugen, hvor hun får afbræk fra hverdagens stress og jag, slapper af i den aflagte gymnastiksal og giver den gas på de skrå brædder. Hurtigt er amatørteateret blevet mere end bare en interesse – det er blevet et frirum, et andet hjem.

Det kreative, trygge frirum

Selv når hun ankommer, virker det for hende naturligt at smide sine lag af overtøj og sin store sportstaske på både stol og bord, som var hun hjemme. Hurtigt har hun med sin energi indtaget den ellers rodede, brunbelagte teatersal. 

Siden Ellen Emilie Madsen flyttede til Århus i 2013, har hun brugt Åbyhøj Amatør Teater som et frirum. Det lille teater, der i forlængelse af Møllevangsskolen ikke ser ud af meget, låner kælderrum af folkeskolen og stadig har et manuelt billetsystem, har fået stor personlig betydning for Ellen:

”Jeg dyrker teater, fordi det er rigtig sjovt. Jeg får et godt udslip af min kreative side, og det er rigtig hyggeligt at have et andet fællesskab, end det jeg har med min kæreste, mine venner og i min hverdag. Så kommer man herover og slipper væk fra alt andet.” 

Det er kombinationen af den kreative energi og det trygge fællesskab, der tillokker Ellen. For hende, handler det om at slippe væk fra noget og slippe hverdagen. Som modstykke til computerskærme og mails, oplever hun teateret som en del af hendes livs balance. En balance, som mange andre danskere er kendt for også at finde i landets foreninger. 

Den enkelte i fællesskabet

Om det er på skolens snuskede folkeskole, der altid lugter lidt af madpakker og ligner en stor glemmekasse. Om det er på en pløjemark, der fungerer som fodboldbane året rundt, men også bruges til Sankt Hans-fejringer og loppemarkeder. Om det er i det lokale fritids- og kulturcenter, der ligner et stort cafeteria og altid huserer pensionister om dagen, og unge om aftenen. 

Alle steder i landet har de spredt sig ud, foreningerne, og de fylder i både tanker og tid hos det enkelte menneske. Her sættes det enkelte menneske ind i et fællesskab, på tværs af aldre, køn og baggrund – men bundet sammen af interessen. Ellen Emilie Madsen minder på den måde om mange andre, når hun resolut drejer tankerne fra den personlige succes mod den kollektive sejr: 

”Den største succesoplevelse er at være en del af fællesskabet. At kunne slippe hverdagen, komme herhen og have noget fælles med den gruppe mennesker, der er her.” 

Selv i de mest ydmyge rammer findes der altoverskyggende betydning. For rammerne fyldes ud af menneskerne, og det er i menneskerne at Ellen finder trygheden, opbakningen og støtten til at træde ud foran scenetæppet, stå med skarpt lys i øjnene, slippe alle hæmninger og gribe kreativiteten. 

Ellen finder i teaterfællesskabet den kærlige familie, hun sammen skaber et barn – en forestilling – med. Sammen passer de på og opdrager det lille barn, som ender i fremvisningens kulmination:

”Man skaber en forestilling sammen, hvor man til allersidst bliver klappet ad og rost – det er det fedeste at have skabt noget sammen og få cadeau for det,” siger hun.

Frirummet er ofte der, hvor man mindst venter det, og i alle sprækker af Danmark findes der solstrålehistorier som Ellens. Hvor individet får lov til at vokse i fællesskabet. Hvor selv de umiddelbart mest livløse lokalsamfund rummer livets løsning – livets balance. Hvor man kan slippe hverdagen og gribe kreativiteten.