Johan mistede grebet om sin identitet, da han i sine teenageår søgte efter accept. I et krydsfelt mellem hans seksualitet og et stofmisbrug endte han med at give mere af sig selv, end han egentlig ville.

Af Sofie Willert og Mads Molina

I artiklen er Johan et opdigtet navn, og den virkelige person anonymiseret. Ligeså er informationer, der kan være med til at afsløre kildens identitet. Vi er bekendt med kildens sande identitet, har set dokumentation for kildens oplevelser, skabt historien gennem flere, dybdegående interviews, og har valgt at anonymisere, for at værne om kildens tryghed og sikkerhed.

Toilettet på klubben er lille og trangt. Vi kan kun lige stå tre – én der holder vagt, én der giver og mig.

Døren er lukket.

“Skal du være med?” Han kigger op på mig. 

Det er vanvittigt varmt, selvom jeg kun har et par korte shorts og en løs skjorte på.

“Ja, det vil jeg.”  Fuck det hele, tænker jeg. 

Han åbner den lille pose og hælder indholdet ud på telefonen. Med et gammelt kort samler han sirligt det hvide pulver i en stringent linje.

Jeg skal koncentrere mig. Ikke puste for meget, for så blæser det væk.

Med fingeren presset mod mit ene næsebor, bøjer jeg mig ned mod telefonen. I en hurtig bevægelse forsvinder kokainen op i mit andet næsebor. 

Vi forlader hurtigt toilettet igen, i en rus alkohol aldrig nogensinde kan måle sig med.

Jeg husker det som 30 sekunder, selvom det nok tog 10 minutter. 

Det var på gymnasieelevernes stamsted i den lille provinsby, hvor jeg er vokset op. Jeg var lige begyndt i 2.g. Det var første gang jeg tog stoffer.

Ikke lang tid forinden havde jeg kigget mig selv i øjnene på ét af gymnasietoiletternes spejle og fortalt mig selv det, jeg nok i et stykke tid havde vidst: “Johan, du er til fyre.”

Jeg ved ikke om de to ting hænger sammen. Jeg ved bare, at jeg havde svært ved at finde min plads. Som homoseksuel. Som gymnast. Som søn. 

Nu ville jeg skeje ud. 

Mit navn er Johan, og i dag er jeg 25 år gammel. 

“Hvorfor har jeg ikke lyst til at kysse på pigerne?” 

Hele min barndom boede vi i en større villa længere ude på landet; mig, min søster, bror, mor og far. Huset var omgivet af marker, og når man var hjemme, var man virkelig hjemme. 

Der var ikke nogen, man lige rendte over til, og jeg havde sjældent nogen med hjem efter skole. 

Vi skulle køres til alt.

Men ville mine søskende og jeg køres til for eksempel vores sport, måtte vi også hjælpe derhjemme. Vi kom ikke sovende til noget. Mine forældre var måske lidt strenge, og kom man på tværs af dem, var det ind på værelset. 

De har altid været drevet af et konkurrencegen. Min far har spillet golf på højt plan, og min mor har været dygtig til dressur. Selv blev jeg optaget af gymnastik. Jeg dyrkede det på eliteplan, og det meste af min tid gik med det. 

Til gymnastik delte vi samme interesse, og alle accepterede hinanden, for den man var. 

Men ovre i skolen var jeg “en bøsserøv”. I hvert fald i drengenes øjne. Jeg havde mange pigevenner, men det blev jeg mobbet med. Mobbet med, at jeg var sammen med pigerne uden at kysse på dem. 

Jeg begyndte at trække mig, og i de sidste år af min folkeskoletid betragtede jeg skolen som min arbejdsplads. Jeg tog afsted, lavede mine ting og tog hjem.

Mine forældre kunne se, at jeg var utrolig ked af det, og vi var til flere samtaler med lærere og på kontoret. Men det var ikke nemt for nogen af os at snakke om de dybere ting. Jeg kan huske, at bilen var det eneste sted, min far talte med mig om følelser, fordi der kiggede vi begge to på vejen, og ikke på hinanden. 

Jeg tænkte i stilhed: “Hvorfor har jeg ikke lyst til at kysse på pigerne?” 

Kasper

Efter folkeskolen valgte jeg at tage på efterskole.

Dér var jeg bare til stede, fulgte med strømmen, var glad og glemte alt, der var sket i folkeskolen. 

En sød pige kom ind på livet af mig. Vi var virkelig meget sammen, men kyssede aldrig. Alligevel spurgte jeg hende, om vi skulle være kærester. Jeg troede egentlig, jeg var forelsket i hende, men da hun sagde nej, blev jeg faktisk ikke såret.

I sommeren 2015 startede jeg på gymnasiet. Min klasse var sammenlagt af sprog og musik, og folk var ret flippede. På skolen var der en 3.g’er. Kasper. Han var en hipster-loose type, som drak øl og røg smøger, og jeg begyndte at gå i genbrugstøj, ligesom han gjorde. 

Begyndte at gå den anden vej, hvis jeg så ham på gangene, for tænk, hvis han kiggede på mig! Spiste i kantinen, kun for at holde øje med ham. Jeg fandt ud af, han var med i elevrådet og blev selv elevrådsrepræsentant. 

Jeg var 17 år gammel.

Den første forelskelse

Gennem vores små snakke i elevrådet fandt jeg ud af, at han havde en kæreste, og det knuste mit hjerte. Jeg tænkte: “Wow, hvad foregår der?” Det var en helt anden følelse, end jeg havde haft med pigen på efterskolen.

I slutningen af 1.g, skulle vi alle med til 3.g’ernes galla. Under festen tog Kasper fat i mig, og sagde med en hentydende undertone: “Jeg har ikke en kæreste mere.” Mit hjerte begyndte at galopere, mens han hurtigt forsvandt i festen. 

Hvad nu? Hvad mener han med det? Er han vild med mig?

Henover sommeren begyndte vi at ses, og foran gymnasietoilettets spejl følte jeg endelig, at jeg kunne sige det højt for mig selv. 

“Johan, du er til fyre.” 

Det var som om, der faldt en sten fra mit hjerte, for det var aldrig blevet sagt højt af andre end dem, der havde kaldt mig bøsserøv og svans. 

Da jeg fortalte det til mine forældre, sagde de ikke andet end: “Og hvad så?” Det var den helt rigtige reaktion.

For mig var de lange, lyse sommeraftener med Kasper én stor kærlighedsforløsning. For ham var det aldrig mere end sex, og han behandlede mig dårligt. Hver gang han sårede mig, følte jeg en trang til at skeje ud. 

Finde en ny fyr at være sammen, for at have noget nyt at fortælle i skolen og for at føle mig set.  

Stofferne ville mig

Mit liv blev derfor fyldt med ældre homoseksuelle, der gerne ville have mig den ene dag, men smed mig ud den anden. Heteroseksuelle, der synes, jeg var spændende om natten, men ikke ville kendes ved mig om dagen. Alt imens, at Kasper stadig samlede mig op og droppede mig gang på gang. 

Jeg havde svært ved at finde min plads. For hvem ville mig, og hvem ville mig ikke?

Besøgene på klubbens varme toilet blev hyppigere og hyppigere – stofferne ville mig. Når jeg var høj på stoffer, syntes folk, at jeg var fucking nice at være sammen med. Jeg fik den opfattelse, at hvis jeg bare kunne bevare min rus og være på, kunne folk bedre lide mig. 

Jeg gav altid mere af mig selv, end jeg egentlig ville. 

Ved siden af dyrkede jeg stadig elitegymnastik. Den ene weekend bestod af fest, den anden af elitesport. Kokainen, amfetaminen, MDMA’en og LSD’en blev derfor mit frirum, hvor hjernen slog fra, jeg bare var til, og var grineren. 

Hele mit liv havde jeg gjort, hvad mine forældre sagde, troligt blevet kørt til alle træninger og alle konkurrencer, været pligtopfyldende – nu havde jeg brug for at sige; “fuck det hele”. 

Brug for at sige farvel til den gamle plads. Brug for at finde en ny. Som nyudsprunget homoseksuel var det svært, men stofferne ledte mig til en ny plads. 

Jeg var 18 år gammel.  

Hvem er der nu?

Selvom Kaspers og mit forhold gennem hele 2.g var turbulent, mærkede jeg, hvordan jeg ubevidst havde haft en tryghed i ham, da han flyttede til København.Vi havde aldrig de bedste samtaler, men han var der altid. Han flyttede i sommeren mellem 2. og 3.g. 

Pludselig følte jeg mig virkelig alene. Brikkerne begyndte at falde på stribe: 

Jeg havde kørt et dobbeltspil mellem træning, fest, træning, fest, træning, fest, og følte ikke, at jeg rykkede mig. Min træner stillede højere og højere krav til mig, som jeg ikke kunne leve op til. 

Hvem hjælper mig med det her pres?

Selvom der var gået et år siden, jeg sprang ud, kunne jeg stadig ikke finde ud af, hvor jeg skulle placere mig i den homoseksuelle verden. 

Hvem er den homoseksuelle Johan? 

Der var nogen, der gerne ville være venner med mig, men det var ikke på grund af min personlighed, det var fordi, at jeg var homoseksuel, fordi jeg var på, og fordi jeg kunne skaffe noget til dem.

Hvem vil mig, for den jeg er? 

Her tog det overhånd for mig. 

Her startede den onde cirkel.

“Skal du være med?” 

Jeg søgte ind i nogle nye og hårde miljøer. Fandt en falsk tryghed blandt store, muskuløse og tatoverede mænd og deres dullede damer. De var kernen af dem, der solgte stoffer i byen. 

Jeg kunne få stillet min trang, og de kunne bruge mig i deres arbejde. Vi udnyttede hinanden, og det var det eneste vi havde til fælles. 

Alligevel blev de til noget, der mindede om en familie for mig. Eller vi omtalte os hvert fald som familien. Hvis der var nogen, der fuckede med én af os, fuckede de med os alle. 

Stofferne var ikke længere en weekend-ting, men en hverdagsting, og det blev hurtigt dyrt. 

Så dyrt, at hvis jeg ville fortsætte, blev jeg nødt til at sælge for familien. Derfra kørte det bare. Så var det hver dag. All fucking day.

Det var lige pludselig mig, der holdt i en sort bil, på en sidegade, hvor jeg vidste, at der kom gymnasieelever forbi. 

Mig, der rullede bilvinduet ned. Nok til, at de i mørket ikke kunne genkende mig, men nok til, at de alligevel kunne modtage deres køb.

Mig, der stod på klubbens varme, kompakte toilet og hørte ordene: “Skal du være med?” forlade min mund.  

Mig, der altid havde stofferne på mig. Omkring 15 til 20 gram, svarende til cirka 15.000 kroner. Til eget forbrug og til videresalg.

Det, jeg havde set i 2.g, var jeg nu selv en del af. Jeg tænkte aldrig over, om der stod en 15-årig eller en 30-årig på den anden side af bildøren. Det handlede kun om at sælge, tjene og tage selv. 

Sælge, tjene og tage selv – den onde cirkel. 

Jeg var 19 år gammel.  

Fra den ene familie til den anden

Mine forældre kørte mig ikke længere til alt. I ugedagene kunne jeg sidde på et værtshus til klokken to om natten, og sove på banegårdens toilet, med ikke andet end en tandbørste og en deodorant på mig. 

Kun når mit tøj var tilpas medtaget af ikke at have været vasket i over en uge, og min forfængelighed trods alt tog over, søgte jeg kortvarigt hjem til mine forældre. 

De vidste intet om, hvad jeg lavede. Og hver gang min mor spurgte ind til mig, snerrede jeg igen. Skubbede dem væk. Jeg mærkede, hvordan hun stoppede med at spørge ind, for at bevare den gode stemning.

Langsomt skubbede jeg også mine venner fra gymnastik væk. Jeg tog stoffer i mindre mængder til konkurrencerne, blev mere aggressiv verbalt og tændte af på selv de mindste spørgsmål.

Sådan fortsatte det. Uge ind, uge ud. Langsomt arbejdede jeg mig samtidig op i hierarkiet i familien, og fik mere og mere ansvar. Var vidne til mere og mere.

Fire gange har jeg set nogle få tæsk – én af gangene slog og sparkede jeg selv. Jeg tøvede ikke et sekund med at true folk med tæsk, hvis de skyldte mig penge eller satte sig på tværs. 

Smileyen

Jeg glemmer aldrig den aften på klubben. En aften, der lignede mange af de andre, men endte med at betyde alt. Det var i studenterugen, i slutningen af 3.g. En uge, der var fyldt til randen med alt: Fest, alkohol og stoffer. 

Jeg husker den sommeraften i studenterugen.

På klubbens første etage er dansegulvet fyldt. Fyldt af festglade studenter og os, familien. En ung fyr, der ikke har gjort mig noget, men som jeg ved, skylder penge til nogle af de andre i familien, får øje på os. 

Gennem klubbens tykke luft begynder han at sende lange, provokerende blikke, mens hans kropssprog bliver mere og mere truende.

Han spiller op, fucker med os. Det skal man ikke gøre. 

De første slag og skub giver vi ham på dansegulvet, men hurtigt afbryder to dørmænd os. De smider os alle sammen på gaden – men det stopper os ikke.

Vi får hurtigt fat i ham igen, og mens mørket falder på, slæber vi ham ned ad en skummel sidegade. Jeg har ikke selv fyren under armen, men følger med.

De andre smider ham på den ru asfalt og begynder. Sender gentagende spark afsted, tæsker ham til hans krop er slap og hans bevidsthed forsvundet. Jeg kigger på. 

En fra familien griber fat i hans kæbe med sine muskuløse, tatoverede overarme, åbner fyrens mund på vid gab og placerer den nænsomt om kantstenen, som tager han en bid.

Jeg træder et skridt tilbage. Hvad nu, hvis det er mig selv, der en dag ligger der og får åbnet munden over en kantsten. Hvad hvis det en dag er mig, der bliver udsat for det, vi i vores by kalder en Smiley?

Mens tankerne flyver, bøjer han knæet over fyrens baghoved og tramper. Hårdt. 

Jeg hører lyden af hans kæbe, der brækker. 

Når jeg tænker på det i dag, får jeg stadig kuldegysninger.

Lyden. 

Lyden af en kæbe, der knækker i korrelationen mellem fodsål og kantsten. Det var første gang, jeg tænkte, at det var gået for vidt. 

Hvem er du egentlig lige nu?

Et par dage efter Smileyen blev jeg student. Jeg havde brug for at komme væk. Væk fra klubbens varme toilet, væk fra kæben, der brækker, væk fra alt. 

Jeg fik tilbudt et job på en efterskole en times kørsel fra alt. Jeg takkede ja, og befandt mig pludselig i en lille lejlighed i en endnu mindre by – alene. 

Jeg tog stadig stoffer. Udfyldte et behov, der stadig var der.

Men det var ikke det samme. Jeg følte mig ensom. Rastløs. Urolig. En nat blev det for meget. 

Søvnen var erstattet af stirrende øjne, der gloede ud i luften. Jeg vendte hver en oplevelse i mit liv, brugte kræfterne på at stykke hullerne sammen. Og jeg græd. 

Jeg græd, græd, græd hele tiden. 

Tænkte: “Det her, det ikke noget værd.” 

Hvordan vil du om en uge kunne starte i et job, hvor du skal tage vare på nogle efterskoleelever, når du ikke engang har styr på dig selv? Hvem er du egentlig lige nu?

Mens tankerne fløj, greb jeg ud efter min telefon og søgte på Google. Misbrugscenter. Jeg ringede til det første nummer, der poppede op. Klokken var omkring to-tre om natten.

“Jeg kører nu, og der er en eller anden, der skal tage imod mig, for hvis jeg ikke kommer ind, er jeg ikke sikker på, jeg er her i morgen,” sagde jeg i telefonen.

I nattens mørke kørte jeg i halvanden time. Jeg vil ikke dø uden at mine forældre ved, hvad jeg er gået igennem. Uden de ved, hvilket liv jeg har levet og hvem jeg er blevet, tænkte jeg. 

Tænkte samtidig, at jeg ikke behøver gøre det. At jeg vender om og klarer det selv. 

Heldigvis fortsatte min krop med at køre.

“Nu sidder han dér”

På det kliniske, lysstofoplyste behandlingscenter gad jeg ikke gå til gruppesessioner. Min hjemstavn er trods alt ikke større, og jeg havde ikke behov for at sidde med nogen, som kunne gå tilbage til byen og sige: “Nu sidder han dér.”

Afvænningen var meget intens. Fra den ene dag til anden tog jeg ikke stoffer. Noget, min krop svarede tilbage på med kæmpe smerte. Særligt den første uge var hård, da jeg i håbet om at kunne starte i efterskolejobbet den følgende uge, tvang min krop til at gennemleve smerten. 

Og det lykkedes. 

Sideløbende med at timerne på efterskolen blev flere og flere, blev mine terapisessioner færre og færre.

Jeg var 20 år gammel. 

Gennem de tre år, jeg netop har fortalt om, har mine forældre intet vidst. Om stofferne, nætterne på toiletterne, Smileyen og misbrugscentret. Fordi jeg vidste, at alt, de nogensinde havde gjort, var kommet af kærlighed, måtte det ændre sig. Det skyldte jeg dem.

Da jeg i 2020 ikke havde taget stoffer i halvandet år, fortalte jeg dem derfor det hele. De blev skuffede og kede af det – men de prøvede at forstå. Forstå, hvordan det hele hang sammen.

Bange for at falde i igen

Jeg husker det i dag i momenter.

Når jeg fortæller min historie i dag, har jeg stadig selv svært ved at gennemskue, hvordan tingene hænger sammen. Sammenstykke brudene af en fortid, som i min hjerne er fyldt med huller.

Men i momenter bliver det, jeg har svært ved at gennemskue tydeliggjort i min hverdag.

For eksempel når jeg skal i byen med mine veninder. Fra august 2018 til august 2022 var jeg ikke i byen en eneste gang, så det er noget, jeg skal finde min nye plads i nu. 

Jeg kan ikke bare sidde stille på en stol, drikke nogle øl og snakke, for så starter tankerne. Hvor jeg tænker på, at jeg ikke kan skabe den samme energi, som jeg kunne dengang med stofferne. 

Derfor har jeg har brug for at kompensere med noget andet. 

Danse helt vildt. Måske ryge nogle cigaretter. Tage noget snus.

Min hverdag udenom byen har også ændret sig. Jeg har behov for at leve i faste rammer. På mit værelse står alt snorlige. Mit tøj er farvesorteret, alt har sin plads og mine dage er stringent struktureret efter en kalender. 

Jeg er så pisse bange for at falde i igen.

Min krop har egentlig ikke taget særlig meget skade af al den skade, jeg har forvoldt den. Det eneste fysiske mén jeg har, er, at jeg kan høre min puls i mit venstre øre. Altid. 

Forestil dig en lille ballon, der sidder inde i øret, der hele tiden følger pulsens rytme. 

Dunk, dunk, dunk dunk, dunk dunk. 

Et på godt og ondt øredøvende minde om alt det, jeg er og er gået igennem. 

Jeg kan godt glemme, at den er der, men når jeg er presset, eller når jeg træner hårdt, lægger jeg mærke til den. 

I dag er jeg 25 år gammel.

Har du eller nogen, du kender udfordringer med stoffer, kan du anonymt kontakte Dansk MisbrugsBehandling døgnet rundt på nummeret 70 86 83 33.